Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Tilsynsrapport 2020 Capella Club

Observationen fandt sted kort inden nedlukning grundet Corona. Ledelsesopgaven er i øjeblikket uddelegeret til Christian Roikjer, leder i Kvisten. Voksne/personale henvises der til ved forkortelse V1, V2, osv. Ved observationen er der 4-6 personaler og mellem 7 og ca. 28 børn/unge fordelt på 2 matrikler, børnene/de unge fremmøder forskelligt, da de har fri på forskellige tidspunkter.

Der er børn/unge der fremmøder på Cappella og på Kvisten alt efter årgang. KBHBarn virker ikke på dagen, hvilket fortsat er gældende ved den faglige dialog. Der krydses derfor børn ind på fremmødelister (papir) på de 2 fremmødesteder: Cappella og Kvisten. Nogle børn/børn/unge må gerne gå frem og tilbage mellem de 2 klubber, og det er derfor ikke til at se det eksakte fremmøde udover på matriklerne. Personale på matriklerne ved hvor mange børn/unge der er, hvem der er gået igen, og om de er gået hjem eller til hhv. Cappella eller Kvisten. Personalet er løbende i kontakt telefonisk.

Der er på begge matrikler indrettet med bestemte pædagogiske funktioner i konkrete lokaler, fx med mulighed for spil (pc, Wii, kort og brætspil), tegning, bøger, dans og musik, mm., børn/unge har egne lokaler på 3. sal i Kvisten.

1.Sociale relationer

Der har været fælles drøftelser på personalemødet omkring arbejde med sociale relationer i forskellige sammenhænge. Der er udarbejdet beskrivelser af forskellige fora, værksteder, arrangementer, som børn/unge deltager i, og hvor det er synligt at der arbejdes med pejlemærket: sociale relationer. Der er arbejdet og beskrevet arbejde omkring udsatte børn. Der er ved observationen dialog mellem personale og børn/unge, ofte om det de er samlet om, fx spil, lege, spisning, mm.

Der er gode muligheder for fordeling af børn/unge og voksne i mindre grupper i det fysiske rum. På begge matrikler ses personalet at deltage med børn/unge eller i samtale med børn/unge. Personalets opmærksomhed er rettet mod børn/unge. Personalet og børn/unge er fordelt i lokaler og er deltagende sammen. V1 bager fx med 2 børn/unge. V1 er ind imellem rundt på etagen og tale med børn/unge for lige at høre hvad de laver og om de har haft en god dag. V2 sidder og spiser og siden spiller med børn/unge. V3 er i krea og tegner med børn/unge. V4 er i pcrum og taler med de børn/unge her og deltager i pc-fælles spil med dem. Kl. 15.15 er der en gruppe børn/unge (ca. 8-10) og 2 personaler, der går ned og spiller flagg-fodbold, FI afd. Cappella, deltager med dem. Der høres samtaler mellem børn/unge og personale som indikerer kendskab. Ex.: V2 sidder og taler med 2 børn/unge, og spørger dem om hvad de lavede i Kvisten dagen før i forhold til et konkret lokale. V1 spørger ind til bedsteforældre i forhold til at barnet har været på besøg der. Børn/unge fortæller, og V2 stiller spørgsmål og samtale fortsætter herom.

I Kvisten er der mulighed for at komme når børn/unge går i 5. klasse. Der er en gruppe børn/unge i opstart og overgang fra Cappella. Det er personale fra begge afdelinger, der samarbejder om overgangen for børn/unge. I hele perioden med Corona har 5. klasserne haft undervisning i Kvisten, hvilket har betydet, at de har fået et godt kendskab til lokalerne og gerne vil blive i Kvisten. Alle værkstedmedarbejdere har deltaget i det heldagstilbud, der har været under Corona. De voksne har arbejdet systematisk med at skabe relationer og kendskab til børnene, gennem planlagte aktiviteter og fordeling af personale.

Ved dialogen fortæller personalet, at der er stor opmærksomhed på at arbejde med relationen fra børnenes opstart. Det prioriteres at være en synlig og nærværende voksen i klubben og tage ansvar for kontakt til alle Generelle informationer om institutionen, der er relevante i forhold til tilsynet børn/unge, der tager også kontakt til forældre både i klubben og telefonisk. Forældrerepræsentant fortæller, at det altid opleves at der er tid til at hilse og blive taget godt imod.

Der arbejdes med skriftlige overleveringer på børnene i forhold til børn/unge i udsatte positioner. Personalet ringer til forældre, hvis de får øje på muligheder der gavner barnets trivsel. Det kan fx være muligheden for at deltage i et af aftenarrangement eller en aktivitet.

Børn/unge vælger deres voksne, forstået således, at de kan henvende sig til den voksne de er tryg ved. De børn personalet oplever ikke vælger en voksen eller henvender sig til voksne, kontakter de, mhp at der skabes relation og kendskab til alle børn.

Anbefaling:

  1. At der er en drøftelse og beskrivelse i personalegruppen af hvordan personalet arbejder med pejlemærket ud fra SMTTE, som Cappella arbejder ud fra.
  2. At der igangsættes arbejde med ”klub-versionen” af TOPI som redskab til sikre at alle børn er i kontakt med en voksen.
  3. At personalet igangsætter arbejde med udvalgt metode til sikring af arbejdet barn/ungs trivsel og som redskab til at udarbejde handleplan.

Vurdering: Vedligeholdelse af indsats

2.Inklusion og fællesskab

Det opleves positivt at komme på observation i begge klubber. Ved observationen ses personaler, der hilser på alle børn/unge ved deres ankomst, og spørger dem til deres dag og hvad de gerne vil lave. Der er samtaler og aktiviteter i gang mellem børn/unge imellem, og personaler og børn/unge. Personalet ses have bestemte opgaver og aktiviteter gennem eftermiddagen, der ligeledes afspejles i ugeplan.

Der ses ikke børn/unge, der går alene rundt. Der ses børn/unge, der sidder i aktiviteter ved bord med en voksen, der er løbende spørgsmål eller kommentarer fra andre til de børn/unge i positiv eller nysgerrig retning. Det gælder begge matrikler jeg observerer på.

Der er mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter gennem eftermiddagen; både stille aktiviteter inde og ude og boldspil og fysisk udfoldelse ude. Personalet deltager med stort engagement. Der deltager både piger og drenge i de forskellige aktiviteter. Personalet fortæller, at overskuelige aktiviteter inden for deres forskellige tilbud, kan være medvirkende til, at der ikke observeres aktiviteter der set udefra er kønsopdelt. Det samme gælder når de tilbyder sport/leg, fortæller personalet.

Coronatid har åbnet op for indretning af det fysiske miljø i forskellige zoner, og der er skabt forskellige platforme, som børn og børn/unge kan gå mellem ligeledes virtuelt. Leder har sammen med personalet været aktiv, opmærksom og opfindsom på, hvilke muligheder de kunne tilbyde børn/unge under nedlukning. Der er skabt forskellige digitale, virtuelle platforme undervejs (online klub og online lektiecafe), det er blevet brugt og taget rigtigt godt imod. Der er nu en digital platform på vej: Minecraft, som de kan mødes på og om i klubben.

De forudsigelige rammer, aktiviteter og deltagelse og samarbejde i skoleregi har bidraget med ny viden om børn/unge og samarbejdspartnere på skolen. Ro, fordybelse og færre forstyrrelser i mindre grupper, har understøttet mange børns trivsel, særligt dem det har været udfordret i større fællesskaber.

Personalet har oplevet, at nogle børn er blevet mere deltagende. Ligeledes har de oplevet at forældrene har understøttet klubbens rutiner og rammer via dialog med deres børn hjemmefra.

I forhold til børn i udsatte positioner har der været øget samarbejde med skolen i den forgangne periode. Forældrene er blevet kontaktet efter behov, vurdering og ved bekymring for et barns trivsel. Der er lavet overdragelsesmøder mellem FI og klub. Der har i den forgangne periode været fokus på brobygning til klub.

Derudover er Cappella en del af bydelsplanerne, de deltager i tilbud udbudt i Korsgadehallen. Samarbejdet med Kvisten og klub Guldberg er en del af brobygning til foreninger, fx idrætsforeninger og MS, som Cappella og tænkes ind i. Det er hensigten, at der skal være mulighed for at besøge og deltage i aktiviteter på tværs af klub-matriklerne.

Anbefaling:

  1. At der er en drøftelse og beskrivelse i personalegruppen af pejlemærket ud fra SMTTE, som Cappella arbejder ud fra.
  2. At der er en drøftelse af arbejdet med hvordan personalet forstår og arbejder med udsathed, og  hvordan udsathed kan forstås som en position et barn kan være i/komme i

Vurdering: Vedligeholdelse af indsats

Sprog

I Cappella er der indrettet rum med pc’erne og mulighed for at spille, læse og spille brætspil. Der er et fællesrum med køkken, bord til at spise eller spille ved og i et rum er der bordfodbold. I Krea-rum er der mulighed for at sy, lave perler, skrumpe-plader, tegne og der er PlayStation/Wii med sofa og bord til. Der udeforhold som deles med FI, herunder boldbur. I Kvisten er der på 3. sal indrettet med pc-rum, hyggerum med mulighed for at spille PlayStation eller sidde og tale, rum med spil, bøger, bord og stole, rum med plads til dans og musik.

Derudover er der mulighed for aktiviteter i værkstederne og køkken alt efter organisering. I Kvisten er børn/unge nuværende med til at indrette lokalerne sammen med 2 personaler i forhold til hvordan der skal se ud, og hvad rummene skalindeholde. De fysiske læringsmiljøer understøtter mestendels aktiviteter og dialogmulighed.

Der er ophængt ugeplaner på begge matrikler hvor børn/unge kan se hvilke aktiviteter, der udbydes og som de kan deltage i eller kan tilmelde sig. Samtale og dialog foregår i en god, respektfuld og anerkendende tone på begge matrikler. Ved observationen høres der en enkelt gang sprog med bandeord, og det kommenteres ved at V1 siger: de ord bruger vi altså ikke i klubben. Sproget høres ved spil, og barn/ung accepterer med et langtrukkent: Jaaa.

Personalet fortæller, at der afholdes børnemøder som afsæt for demokratisk dannelse og inddragelse. Børnemøder er drøftet og beskrevet i personalegruppen. Minecraft platform er et kommende ex. på en platform, hvor børn/unge har indflydelse og inddrages i hvordan det skal fungere og opbygges.

Derudover arbejder de med at skabe tydelighed i forhold til, hvordan og hvor børn/unge kan have indflydelse og medbestemmelse. Forskellige projekter er eksempler på andre platforme, hvor børnene inddrages (det kan omhandle planlægning og afholdelse af arrangementer). Der afholdes et afslutningsarrangement i Kvisten for 5. klasserne pga. den forgangne periode.

Forældrerepræsentant fortæller, at der ofte hænger opslag med beslutninger børn/unge har truffet. Børn/unge involveres også i planlægning af aktiviteter og indkøb.

Der er mulighed for at arbejde med sprog, fx digitalt, bøger, udarbejdelse af plakater/opslag, samt dialoger i aktiviteter, lån af bøger (genbrugshylderne) i Kvisten. Deltagelse i digitale platforme gennem chat, har været hyppigt i brug i nedlukningsperioden.

Anbefaling:

  1. At der er en drøftelse og beskrivelse i personalegruppen af pejlemærket ud fra SMTTE, som Cappella arbejder ud fra.
  2. At der er en drøftelse og tilrettelæggelse af tiltag for hvordan personalet støtter børn/unges mulighed for at udfolde sig alderssvarende sprogligt så de kan give udtryk for tanker, følelser og beslutninger (evt. kan SMTTE anvendes).

Vurdering: Tilpasning af indsats

4.Forældresamarbejde – tilpasning af indsats

Ved observationen kommer der enkelte forældre i Cappella og henter deres børn.

Klyngen og forældrerådet har for længere tid siden arbejdet med pejlemærket. Lokalt i Cappella er der fokus på at informere forældrene om hvad der sker i klubben igennem nyhedsbrev og månedsplan for aktiviteter. KBH Barn virker ikke hvilket besværliggør kommunikation og information til forældre. Der er megen kommunikation på papir (nyhedsbreve, månedsplaner, invitationer, mm.), derudover er der kommunikation ”henover hegnet” grundet Corona, der understøtter daglig dialog. Personalet ringer til forældre, der hvor de vurderer, at det er relevant.

De sociale arrangementer for børn og forældre og personaler er velbesøgte og populære, de er pt. på pause grundet Corona. Forældrerepræsentant fortæller, at hun oplever tilbuddet meget tydeligt i forhold til rammer og det gør det trygt for børn/unge og forældre. Forældrene kan altid henvende sig til personalet, hvis der er behov for en samtale. Der er kontinuerligt fokus på overgangene mellem hjem og klub for børnene. Forældrerepræsentanten oplever, en meget autentisk og reel tilgang til børn (og forældre), i personalets måde at se børnene på, personalet er gode til at spørge ind til barnets trivsel og møde barnet i forhold til hverdagen. Det prioriteres, at der er tid til at sige hej, når forældre henter. Det opleves, at der er tid også i strukturen og organiseringen af hverdagen til at hente og sige hej. Denne prioritering oplever personalet er med til at skabe et godt forældresamarbejde.

I forhold til den fremadrettet organisering af Cappella, er der et stort håb til at klubben får mere opmærksomhed og mulighed for udvikling, hvilket har været svært i organiseringen med 0- 6- års afdelinger og forskellige fysiske lokationer. Nuværende er der konstitueret en leder fra en anden klub, hvilket har styrket fokus og opmærksomhed på målgruppen, udvikling drøftelse af ønsker til pædagogisk udvikling.

Anbefaling:

  1. At der er en drøftelse og beskrivelse i personalegruppen af pejlemærket ud fra SMTTE, som klubben opstiller konkrete mål for forældresamarbejdet ud fra.

Vurdering: Vedligeholdelse af indsats

5.Sammenhæng og overgange

Det er ofte mange børn fra FI afd. Cappella, der begynder i klub Cappella, der er besøg af børn fra FI. Der afholdes åbent hus for kommende børn og forældre, så de kan se klubben inden de vælger.

Personalet er optaget af hvordan de får arbejdet mere systematisk i overgangen i forhold til vidensoverdragelse. Samarbejde mellem skole og klub er styrket i Corona-tid, grundet samarbejdet på tværs af klub/skole. Personalet har et stort ønske om at fortsætte dette samarbejde omkring børnene gennem fx 2 årlige møder omkring den pædagogiske tilgang og drøftelse af de gode erfaringer. Ledelse arbejder videre med samarbejdsmulighederne.

Personalet oplever mulighed og relevans i samarbejdet med skolen i konkrete forhold, situationer og sager. Personalet inviteres med til møder på skolen omkring relevante sager. Der er et samarbejde om en fælles fysisk platform for lektiehjælp, på tværs af klubberne omkring Blågård Skole, hvilket drøftes videre ved ledelser.

Anbefaling:

  1. At der er en drøftelse og beskrivelse i personalegruppen af pejlemærket ud fra SMTTE, med mål for hvordan de arbejder med sammenhæng og overgange.
  2. At fortsætte med at se på tiltag der kan understøtte samarbejde med skole, FI, klub Kvisten.

Vurdering: Tilpasning af indsats

6.Krav om refleksion og metodisk systematik

Der er ønske om at samarbejde/holde møder på tværs af afdelinger i Kvisten og Cappella. Møder har en fast dagsorden. Personalemøder er udvidet mhp at arbejde systematisk med SMTTE, ud fra en fast dagsorden. Pædagogiske dage afholdes årligt.

Der har været arbejdet med formen på overgange fra fritidsklub til juniorklub fra fx Cappella til Kvisten på en pædagogisk dag. Der er stor tilfredshed over at der er mere tid til ledelse i Cappella, som kan understøtte den faglige udvikling, organisering og struktur. Der arbejdes med SMTTE som metode.

Cappella vil igangsætte arbejde med TOPI i klub-version, hvilket er en måde til at opnå mere viden på (data). Der er udarbejdet et årshjul, og der udarbejdes uge og månedsplaner. Der er arbejdet med SMTTE-metoden i forhold til konkrete sammenhænge, aktiviteter og forståelser relevant for praksis (fx i forhold till aftenspisning, børnemøder, værksteder, mm).

Det er en mulighed at begynde personalemøder på tværs af de 2 klubtilbud med henblik på at skabe relevante og passende tilbud. Der er ønske om at udvikle på de kompetencer medarbejderne har i forhold til at skabe relevante tilbud.

Anbefaling:

  1. At der er en drøftelse og beskrivelse i personalegruppen af pejlemærket ud fra SMTTE.
  2. At der opstilles mål for hvordan de arbejder med refleksion og metodisk systematik. At anvende SMTTE i forhold til arbejdet med alle pejlemærker med henblik på at skabe fælles forståelse og tiltag, der understøtter mål.

Vurdering: Tilpasning af indsats